Ja, jeg ved godt jeg ikke har blogget i lang tid...

...Og selvom jeg nu har lidt tid til at faa blogget lidt mere, er det stadig begraenset hvor meget jeg kan naa at faa skrevet foer jeg klokken ringer og jeg skal til min third period. Jeg undskylder rigtig meget, at jeg paa det seneste ikke har faaet opdateret min blog eller faaet skrevet alt for meget hjem, men det er altsaa udelukkende fordi jeg ikke har ret meget tid, og naar jeg endelig har lidt tid til overs bruger jeg den paa at sove. Jeg vil bruge min sidste tid her saa fornuftigt som jeg overhovedet kan, saa derfor haenger jeg ud med venner hele tiden. Det er maerkeligt snart at skulle hjem igen. Det er maerkeligt ikke at vide hvornaar jeg faar chancen for at se alle de her helt igennem fantastiske mennesker igen. Det er maerkeligt at vide at jeg kun har tre uger tilbage herovre nu.
For et lille stykke tid siden modtog jeg min hjemrejsebillet i min mail. D. 15. juni.
D. 15. juni.
D. 15. juni.
Wow, hvor er det taet paa.
Jeg skal rejse omkring middag d. 15. juni, men er ikke hjemme foer d. 16. juni omkring klokken ni. Jeg skal skifte fly i Atlanta, Georgia og saa tilbage mod Kastrup. Tilbage til virkeligheden. Tilbage til en familie, som jeg savner mere end jeg nogensinde har savnet noget foer. Tilbage til groent graes, og steder jeg kender ud og ind. Jeg har svaert ved at bestemme mig for om det er en god ting eller ej. Det skraemmer mig, men jeg glaeder mig paa samme tid. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. Da jeg snakkede med min vaertsfamilie for to uger siden slog det mig rigtig hvor lidt tid jeg egentlig har tilbage. Nu er det 3 uger. Der er stadig tusind ting, jeg ikke har lavet her, og som jeg gerne vil naa, men paa samme tid kan jeg se hvor meget jeg har opnaaet i det sidste aar.
Jeg har staaet paa egne ben i et helt aar - taget stoettehjulene af og draget ud i verden uden nogen sikkerhed for hvad jeg ville komme ud for. Det var skraemmende, men paa samme tid utroligt befriende. Jeg ved godt, at jeg ikke har staaet helt hundrede procent paa egne ben, eftersom jeg har haft min vaertsfamilie bag mig, men da jeg tog afsted var der ingen garanti for at jeg ville ende op ved at god en familie som jeg endte op ved. Jeg var heldig og jeg ved det.
Jeg har presset mig selv til at loebe to halv maratoner, noget jeg ofte snakkede om i Danmark, men jeg fandt altid en undskyldning for hvorfor det ikke kunne lade sig goere. Jeg har bevist for mig selv at naar jeg beslutter mig for noget kan jeg goere det, saa laenge jeg bliver ved med at udfordre mig selv. Jeg har vaeret ansvarlig for de ting jeg har skullet vaere ansvarlig for.
Jeg har laert mere i det sidste aar, end jeg har laert nogensinde foer. Baade om mig selv og om verden omkring mig. Det sidste aar har nok vaeret det bedste aar i mit liv. Et aar med udfordringer, men ogsaa fyldt med sjov. Jeg er saa utroligt taknemmelig for den her mulighed jeg har faaet, jeg ved at min familie har skulle ofre nogle ting de gerne ville for at jeg kunne komme afsted, og jeg ved at der ikke er mange der faar denne chance, men hvor er jeg glad for at jeg fik den.